Velkommen til -

Mine aktiviteter på denne blog er midlertidig sat i stå, da mine tidsresourcer ikke er tilstrækkelig til at opretholde en seriøs flow i skriverierne.

Mine indlæg og debatindlæg bliver fremover udelukkende udlagt på Center for kultur og oplevelsesøkonomi´s netværks hjemmeside ( www.cko.dk ) der vil i kunne finde mine nyeste indlæg under Jesper Z

Der er dog massere af inspiration fra foregående tider, så måske kan du finde inspiration alligevel !

Er oplevelsesøkonomi varm luft ? .........
Næppe
Erhvervs & Byggestyrelsen har i september 2008 udgiver en analyse omkring oplevelsesøkonomi i danmark, den hedder " Vækst via oplevelser" resultatet ligger i overskriften -Vækst- Via Oplevelser "I Fremtiden vil 3 ud af 4 virksomheder benytte sig af oplevelsesøkonomien ´s grundprincipper til at øge virksomhedens konkurrenceevne."



Oplevelsesøkonomiens grundprinciper kan bruges mange steder i samfundet, og efter min overbevisning skabe en betragtelig værdiforøgelse.



Med værdiforøgelse mener jeg ikke kun de økonomisk målbarer værdier, men i lige så høj grad de emotionelle værdier. Hvis den emmotionelle værdi forøges, har det selvfølgelig en direkte påvirkelig værdi af produkt eller serviceydelse. Enten i form af højere pris, eller også i form af en større loyalitet, fra modtager.



Jeg håber bloggen kan blive en inspirationskilde til jer der vil lave oplevelsesøkonomi med et holistisk perspektiv . Bloggen handler meget lidt med om teori og videnskab, men derimod om - Hvordan man laver oplevelsesøkonomi, ud fra en praktisk og jordnær vinkel.

Oplevelsesøkonomi er på nuværende tidspunkt et alt for bredt begreb. Oplevelsesøkonomi er i min verden den sidste faktor i totaloplevelsen, altså den emmotionelle appel. Den appel kan opnås på mange måder. Mange taler om at erhvervslivet skal benytte sig af kunstens kompetencer, og dermed få den emmotionelle appel af den vej, men jeg mener at den betragtning er alt for snæver og uambitiøs. Erhvervslivet skal benytte sig af kreativitet og originalitet, og den kommer ikke kun fra kunstens verden. Den kan komme hvor som helst fra. En klog mand har engang sagt -

" Det er ikke alle der kan blive en stor kunstner, men en stor kunstner kan komme fra hvor som helst".

Ud fra det perspektiv er mulighederne lige pludselig meget større.

Mit råd til de virksomheder eller organisationer der vil have en ekstra dimmention på deres produkt eller ydelse er kort.

- Skab synergier på tværs af umiddelbare faggrænse og erhverv

- fortæl virksomhedens historie. " Den rigtige, ikke den pæneste"

- Iscenesæt dit produkt eller din ydelse på en måde der matcher virksomhedens DNA.

Og størst af alt -

- " Hav fokus på dine kunder eller borgere. Gør det synligt at du er interesseret i dem, giv dem et godt førstehåndsindtryk, et førstehåndsindtryk der signalerer nærhed og er troværdigt.

Meget kort fortalt, så -

"Tænk oplevelsesøkonomien i et holistisk perspektiv & tænk originalt, samt vær ærlig / autentisk".

De bedste hilsner.















Jesper Zeihlund















jze@zbbc.dk















onsdag den 29. august 2007

Oplevelsesøkonomi & serviceoplevelser i fremtidens repræsentation

Jeg er ikke fremtidsforsker af nogen art, men jeg har en mening om fremtiden og dens servicebegreb. I det følgende er jeg gået frem i tiden til år 2015, hvor jeg har skabt en fiktiv situation omkring et virksomhedsbesøg. Dette for at give et eksempel på, hvad jeg mener, der bør satses på indenfor serviceoplevelser i fremtiden i forbindelse med erhvervslivets repræsentation, og fysiske møde med kunden/ brugeren. Der er ingen tvivl om at den autentiske nærhed vil være et afgørende element i en kundes totaloplevelse af en virksomhed eller et brand.

Velkommen til en fiktiv historie i fremtidens repræentation.

Jakob Andreasen er ejer af Andreasens Bobslædefabrik i Norge.
Jakob er blevet tilbudt et opkøb fra en anden bobslædeproducent Scimmel Bob, og forhandlingerne skal foregå hos denne på deres hovedkontor lidt uden for Wien.
I det følgende vil klienten - Jakob Andreasen - fortælle, hvad han oplever i forbindelse med sit besøg hos Schimmel Bob International.

”Jeg bliver hentet af én af virksomhedens oplevelsesmedarbejdere i en miljørigtig Volvo, der er dekoreret af en lokal kunstner.
Det er meget almindeligt, at virksomheder tager hånd om deres forretnings-forbindelser lige fra ankomsten i lufthavnen. Grunden hertil er det kaos, der ofte opstår ved en taxiholdeplads i lufthavnen. Problemer her er med til at give forretningsforbindelserne et dårligt humør, der først skal gøres godt igen for at skabe den personlige relation og nærhed, der er gavnlig i en forretningssituation.

Jeg ankommer til hovedkontoret, der er et flot byggeri uden dog at være prangende. Jeg går igennem hoveddøren og kommer ind i firmaets reception, hvor der som hovedelement er en stor muret pejs for endevæggen. Her er en hyggelig atmosfære, dels på grund af pejsen, dels på grund af møblementet, der er flotte, gamle snedkermøbler af høj kvalitet.
Jeg bliver straks ved ankomsten modtaget af en ældre dame, Mani Ditzel, i receptionen. Mani er tidligere Lufthansa-stewardesse. Hun byder mig velkommen til virksomheden på en sød og levende måde. I sin velkomst fortæller hun også en lille historie om firmaet. Derefter giver hun mig et lille hæfte hvor alle servicemedarbejdere i firmaet er præsenteret. Hun fortæller, hvem der er mine kontaktpersoner i løbet af mit besøg, der varer de næste to dage.

Mani er min kontaktperson sammen med min chauffør, Drost. Han er en statelig, gråsprængt herre med en tidligere karriere i det østrigske forsvar. Mani og Drost har sammen med direktørens assistent før min ankomst gennemgået hele mit besøg og taget højde for alt, hvad der skal tages højde for.

Det faktum, at der er andre, der har arrangeret og tænkt hele mit besøg igennem, gør, at jeg får mere overskud til dét, jeg oprindeligt kom for - at gøre forretning. Derudover giver det mig også noget menneskeligt, ja nærmest noget familiært.

Jeg mødes med Scimmels direktør, og bliver ført ind i et fantastisk mødelokale. Her er der også en hyggelig atmosfære, som forstærkes af en duft af nyristet kaffe. På bordet er der sat en masse lækkerier frem, der er ikke noget, der mangler.
Alt er hjemmelavet, får jeg fortalt. Noget af det er endda lavet af personalet på et teambuildingkursus, de lige har været på.
En gruppe medarbejdere har været oppe ved ét af firmaets feriehuse i bjerglandet. Et gammelt træhus med en masse æbletræer på den tilhørende grund.
Det er en fast tradition i virksomheden, at når æblerne er modne, tager nogle medarbejdere af sted for at lave hjemmelavet æblemost.

På bordet står der flasker med billeder af en bred medarbejdergruppe fra dette års tur.
Der er både en rengøringsmedarbejder, en regnskabschef, en creative director fra udviklingsafdelingen, samt firmaets direktør og til sidst min chauffør, Drost.
De har brugt tre dage på at fremstille æble- og pæremost, og den sidste dag fik de besøg af deres kollegaer, der hjalp med at hælde på flasker og etikere. Dagen sluttede med hyggeligt samvær og gullasch.

Mødet er effektivt. Ikke mindst på grund af den balance og indre ro jeg føler efter at have været genstand for den omsorg, jeg allerede har fået fra Scimmels personale.
Herefter får vi frokost, som vi indtager i personalets kantine - hvis man ellers kan kalde det en kantine. Der står kokke og laver de mest fantastiske retter, desuden kan man på væggen læse om kantinens leverandører, som alle er små microproducenter og gårdbutikker.

I løbet af min dag på virksomheden bliver jeg hele tiden mødt af et smilende personale, der gør alt hvad de kan for at hjælpe mig. Der er en service og en gennemført helhed, hvor man kan fornemme, at det er gjort af hjertets godhed. Det er det også, men det er lige så meget gjort for at give gæsterne og kunderne noget ekstra med hjem. Det er en investering, der ikke kræver de store økonomiske ressourcer set i forhold til udbyttet.

Vores møde er nu slut, og jeg bliver mødt udenfor mødelokalet af Mani, der vil følge mig ud til mit hotel. Det vil sige, ikke et hotel i den gængse forstand.
Det ligger udenfor byen på den landejendom, hvor Scimmels direktør også bor. Jeg er i forvejen blevet spurgt, om jeg ønsker at bo i byen eller på landet, for Scimmel har også en ejendom på en af de gode adresser i centrum af Wien.
Mani følger mig ned til hovedindgangen, hvor Drost venter mig. Han har i løbet af dagen afleveret mine ting, så de er pakket ud og lagt på plads i skabe og skuffer. Mani, Drost og jeg kører ud til landstedet, hvor jeg bliver spurgt, om jeg har lyst til at spise med til aften.
Det viser sig, at der på landstedet foruden direktørparret og deres fire børn, også bor en bred vifte af Scimmels medarbejdere, det være sig indenfor økonomi, produktion eller marketing. Disse medarbejdere arbejder eksempelvis fem timer på virksomheden i deres egentlige profession. Resten af tiden er de på enten landstedet eller i virksomhedens ejendom i byen, hvor de fungerer som værter og storytellere for firmaets gæster.
Aftenen bliver brugt på at høre på alle de spændende mennesker, jeg spiser middag med. Det er ikke en ekstravagant middag, den er lavet af direktørens svigermor, der bor i portnerboligen. Det er god, solid husmandskost, der er lavet med følelse, som kun en rigtig husmor kan gøre det.
Det er rart med et måltid, hvor man kan tillade sig at være afslappet, i stedet for at sidde på Michelins stjernerestauranter, når man er ude med forretnings-forbindelser.
Efter en god nats søvn får jeg min morgenbakke med norske aviser, og derefter bliver jeg hentet af Drost, der kører mig ind til dagens møder.

Om aftenen er jeg blevet inviteret til at spise hos min værtinde, Mani, der bor i nærheden af Scimmels Bob National.
Jeg kører sammen med hende og Drost, der også spiser med, hjem til Manis hjem, hvor hendes mand har gjort klar til vores ankomst. Han er lokal håndværksmester med en lille forretning med fire ansatte.
Middagen bliver spist i hyggeligt selskab, der foruden førnævnte også består af Manis to børnebørn, der er på ferie hos deres bedsteforældre.

Jeg har nu også oplevet, hvordan hverdagen i et østrigsk hjem forløber, og for mig er det meget mere givende end at sidde i en hotelrestaurant, jeg ikke har relationer til.

Efter dagens møder er mit ophold hos Scimmel slut for denne gang.
Da jeg tager af sted, bliver jeg kørt til lufthavnen af Drost og Mani, der ønsker mig god rejse og på gensyn. Det er som om, de er blevet mine venner, selvom jeg kun har kendt dem i tre dage.
Da jeg går ind i lufthavnen, ser jeg, at Mani og Drost vinker til mig, hvorefter de byder en ny gæst til Scimmel velkommen, der netop er landet med det fly, jeg skal med hjem.

Historien fortsætter med, at Mani og Drost tager sig af deres nye gæst, der nu har al deres opmærksomhed. De kan give den opmærksomhed, fordi de er professionelle mennesker. De skal ikke bare være søde og smilende, mens de er "i stand til at jonglere med flere bolde", som man sagde i fortidens jobannoncer.
De skal gøre en forskel, og det gør de kun, fordi de er blevet instrueret i, hvordan man gør det, og fordi de har lært, hvor vigtigt det indtryk, de efterlader hos en gæst, er for hele firmaets succes.
Det kan direktøren hos Scimmel godt se. Mani og Drost er lønningsmæssigt på niveau med firmaets regnskabschef, for direktøren har erkendt, at deres funktion er mindst lige så vigtig som regnskabschefens.”

De bedste hilsner & fortsat god dag

Jesper